Molbohistorier: 32 klassiske, korte og nye historier
En molbohistorie er en fortælling om dumme, naive mennesker, som oprindelig blev fortalt om indbyggerne på Mols på Djursland. Her er 32 af dem: de kendte klassikere som ålen, der blev dømt til druknedøden, og kirkeklokken med mærket i båden, korte molbohistorier, nye historier i den gamle ånd og molboernes fætre fra Tyskland og England.
Dagens molbohistorie
Det sneede tæt, og en molbo skovlede sneen ind i laden. «Hvorfor gemmer du den?» spurgte hans kone.
Vis svar
«Så har vi noget at køle os med til sommer.»
De mest kendte molbohistorier
De mest kendte molbohistorier er ålen, der blev druknet som straf for at have ædt spegesildene, kirkeklokken, der blev gemt i vandet med et mærke i båden, og hyrden, der blev båret ind i kornet for at jage storken ud. Her er de og seks andre, der fortælles om molboerne.
1. Ålen, der blev dømt til druknedøden
Spegesildene var væk fra spisekammeret, og det eneste, der var tilbage, var en tyk ål i tønden ved siden af. Den så tilfreds ud om munden, og molboerne var ikke i tvivl om, hvem der havde spist silden. Der blev holdt ret, og ålen blev dømt til druknedøden. De bar den ned til søen og smed den i. Den forsvandt med et sving af halen, og molboerne stod længe på bredden og ventede. Til sidst nikkede den ældste og sagde:
«Den er druknet, den stakkel. Den har nok aldrig lært at svømme.»
2. Kirkeklokken og mærket i båden
Da en fremmed hær nærmede sig Mols, ville molboerne gemme kirkeklokken, så den ikke blev taget. De roede ud i fjorden og lod den glide over rælingen. Da de kom i land, spurgte en kone, hvordan de nogensinde skulle finde den igen:
«Det er der ingen fare for – vi har skåret et mærke i rælingen, lige hvor den gik i.»
3. Storken i kornet
En stork gik rundt midt i rugmarken, og hyrden fik besked på at jage den væk. Men molboerne ville ikke have, at han trampede kornet ned på vejen derhen. Så de fandt en gammel port, lagde hyrden op på den, og fire mand bar ham ind i marken, mens han svingede med hatten. Storken stod og så på dem med det ene ben løftet. Da de var fremme, lettede den langsomt og fløj sin vej.
Den havde gået rundt i kornet hele formiddagen uden at efterlade et eneste spor, men molboerne efterlod en sti, man kunne se fra kirketårnet.
4. De blandede ben
Fire molboer sad i en rundkreds i græsset med benene ind mod midten, og da de skulle op, kunne ingen af dem se, hvilke ben der var hans egne. Der var otte, og de lignede hinanden på en prik. De prøvede at huske, hvad hver især havde haft på, men ingen kunne. En vandrer kom forbi og tilbød at hjælpe. Han kildrede dem under fodsålerne, og hver gang trak et par ben sig til sig. Da alle ben var på plads, rejste molboerne sig, og den ældste sagde:
«Det var jo nemt. Hvorfor har vi ikke selv tænkt på at kildre os?»
5. Det tørstige træ
En varm sommer stod et gammelt træ ved åen og hang med bladene. Molboerne var enige om, at det var tørstigt, og at toppen skulle bøjes ned til vandet. Den største klatrede op og tog fat i en gren, den næste hængte sig i hans ben, og sådan blev de ved, til der hang en hel kæde af molboer ned mod åen. Det var tungt for ham øverst, og han råbte ned til de andre:
«Hold lige fast, mens jeg spytter i næverne!» Og så slap han.
6. Spegesildene, der skulle yngle
Turen til Aarhus efter spegesild var lang, så molboerne besluttede at avle deres egne. De købte et par stykker og lagde dem i grøften bag laden, så de kunne yngle. Hver dag gik de ud og kiggede. Efter tre uger lå sildene der stadig, uden at der var kommet en eneste ny. Sognefogeden rynkede panden og sagde:
«De er nok ensomme. Vi må ind til Aarhus efter et par stykker mere.»
7. Brillerne, der ikke kunne læse
En kone på Mols havde aldrig lært at læse, men hun havde hørt, at man kunne læse alt med briller. Så hun købte et par af en omrejsende handelsmand og satte sig med salmebogen ved vinduet. Hun tog brillerne på og kiggede ned i bogen. Hun så godt efter, vendte bogen, tog brillerne af og på igen. Til sidst lukkede hun bogen med et smæld og sagde:
«Han har solgt mig briller til nogle andre bogstaver end mine.»
8. Hullet i båden
En molbo havde fået sin jolle fyldt med regnvand, mens den lå ved bredden, og nu kunne han ikke sejle. Han tænkte længe og kom i tanke om, at vand jo løber ud, hvis der er et hul. Så han tog et bor, lavede et pænt, rundt hul i bunden og satte sig til at vente. Vandet løb ud, men søen løb ind. Lidt efter lå jollen på bunden, og molboen stod til knæene i vand. Han så tilfreds ned og sagde:
«Nu kan der i det mindste ikke komme mere vand i den.»
9. Jollen, der skulle vokse
En molbo stod på kajen og så et stort skib med en lille jolle på slæb. «Hvad er det lille ved siden af?» spurgte han. Skipperen havde lyst til sjov og svarede, at det var skibets unge, og at den nok skulle vokse. Molboen købte jollen for sine sidste penge, tog den med hjem og fodrede den med havre i et helt år, men den blev ved med at være lige så lille. Til sidst sagde han bekymret:
«Den vokser ikke, for den savner sin mor. Nu må jeg også have købt moren.»
Korte molbohistorier
Korte molbohistorier er på en til tre linjer: en molbo, et problem og en løsning, der er lige så logisk, som den er dum. De her er genfortalt og skrevet af redaktionen – nogle bygger på gamle vandrevittigheder.
10. En molbo skar et stort hul i stalddøren, så katten kunne komme ud og ind. Lige ved siden af skar han et lille hul. «Hvad skal det bruges til?» spurgte naboen.
«Til killingen.»
11. En molbo red baglæns på sin hest. «Hvorfor sidder du forkert?» spurgte en forbipasserende.
«Hesten ved jo, hvor vi skal hen. Jeg vil bare se, hvor vi kommer fra.»
12. En molbo ville være høne for en dag og satte sig på tolv æg. Da konen kom hjem, sad han stadig dér med et stort smil og sagde:
«Se, nu er de allerede blevet til røræg.»
13. Det havde regnet i tre dage i træk. Molboen stod i døren, så op på himlen og sagde:
«Nu må det snart være tomt deroppe.»
14. Det sneede tæt, og en molbo skovlede sneen ind i laden. «Hvorfor gemmer du den?» spurgte hans kone.
«Så har vi noget at køle os med til sommer.»
15. En fremmed spurgte en molbo ved vejkanten, hvor vejen førte hen. Molboen tænkte sig om og svarede:
«Den fører ingen steder. Den ligger her hele dagen.»
16. En molbo lå på ryggen i marken og talte stjerner hele natten. Da det blev lyst, var han nået til 3.108, og himlen var tom. Han rejste sig tilfreds og sagde:
«Så er de alle talt!»
Hvad er en molbohistorie – og hvad er en molbo?
En molbohistorie er ifølge Den Danske Ordbog en fortælling om dumme, naive mennesker, som oprindelig blev fortalt om indbyggerne på Mols. En molbo er en, der bor på Mols – en halvø på det sydlige Djursland – og flertal er molboer. I overført betydning kalder man en dum og naiv handling for en molbohistorie.
Hvor kommer molbohistorierne fra?
Den ældste bevarede danske udgave af molbohistorierne er ifølge lex.dk lægen Christian E. Mangors, trykt i Viborg i 1780 – men der har været ældre udgaver, og kilderne er uenige om årstallet: Store norske leksikon siger 1781, engelsk Wikipedia 1771. Historierne er danske udgaver af en international type fortællinger om enfoldige naboer, og de afspejler, at Mols tidligere var en afsidesliggende egn. I Vestjylland fortalte man om Aggerboerne og i Sønderjylland om folkene fra Gabøl. Evald Tang Kristensen samlede flere efter folks fortælling i «Molbo- og Aggerbohistorier» fra 1892 og 1903.
Flere gamle historier om molboerne
De her historier er vandrehistorier: De fortælles om molboerne, men samme slags fortællinger findes i mange lande – om mennesker, der tæller forkert, fisker efter månen eller saver grenen over under sig selv.
17. Molboerne, der talte sig selv
Tolv molboer skulle over et vandløb, og på den anden side talte de for en sikkerheds skyld efter, om de alle var kommet over. Hver af dem talte de andre og nåede kun til elleve. De talte igen og igen, og hver gang var der kun elleve, så de var sikre på, at en var druknet. En fremmed kom forbi og tilbød at hjælpe. Han lod dem trykke næsen ned i det bløde ler, en ad gangen, og talte hullerne:
Der var tolv næsetryk i leret, og molboerne jublede over, at den druknede var dukket op igen.
18. Osten i brønden
En aften gik to molboer forbi en brønd og så en gylden ost ligge nede på bunden. Det var månen, der spejlede sig, men det vidste de ikke. De løb efter et reb og en krog og begyndte at fiske efter osten. Netop som de troede, de havde fået fat, gik månen bag en sky, og osten forsvandt. De så på hinanden, og den ene sagde:
«Nogen var hurtigere end os. Den er spist.»
19. Grenen, der blev savet over
En molbo sad ude på en gren og savede, og han savede mellem sig selv og stammen. En mand, der kom forbi, råbte: «Hvis du bliver ved, falder du ned!» Molboen svarede ikke, men savede videre. Lidt efter faldt han ned med et brag. Så rejste han sig, børstede sig af og løb efter manden:
«Du kan se ind i fremtiden! Kan du også sige, hvornår jeg skal dø?»
20. Sækken på egen ryg
En molbo kom ridende på sin hest med en tung sæk korn på sin egen ryg. Folk spurgte, hvorfor han ikke bare lagde sækken på hesten. Molboen svarede:
«Det kan jeg jo ikke byde dyret. Det har allerede nok at bære på med mig.»
21. Hullet til jorden
Molboerne havde gravet en dyb grøft, og ved siden af lå der nu en kæmpe bunke jord. «Hvad skal vi stille op med al den jord?» spurgte den ene.
«Vi graver et hul og lægger den i.»
Molbohistorier i andre lande: Schilda og Gotham
Molbohistorierne har fætre i andre lande. I Tyskland fortæller man om borgerne i Schilda, i England om mændene fra landsbyen Gotham i Nottinghamshire – og flere af historierne ligner molbohistorierne til forveksling.
22. Schilda: Saltet, der blev sået
Saltet var dyrt i den tyske by Schilda, og borgerne havde ingen penge, så en af dem fik en idé: Hvorfor ikke dyrke det selv? De købte en lille sæk salt til såsæd, strøede det ud over marken i pæne rækker og vandede det hele sommeren. Da høsten kom, gik de ud for at se, hvor meget der var vokset. Marken lå nøgen og grå, uden så meget som ét strå. De gik rundt et par gange, og så sagde borgmesteren:
«Det her salt var for salt til at spire.»
23. Schilda: Rådhuset uden vinduer
Borgerne i den tyske by Schilda havde bygget et nyt rådhus, men var kommet til at glemme vinduerne, så derinde var der bælgmørkt. De stod udenfor i solen og tænkte længe. Til sidst begyndte de at fylde sække med solskin, bære dem ind og tømme dem. Det fortsatte hele dagen. Om aftenen kiggede borgmesteren ind i salen og sagde:
«Der er stadig mørkt derinde. Vi må have fat i nogle større sække.»
24. Gotham: Gøgen i hegnet
Første gang mændene i den engelske landsby Gotham hørte gøgen kukke, blev de glade, for det betød forår. De ville have, at foråret blev, så de byggede et højt hegn af tornekviste i en ring rundt om træet, hvor gøgen sad. Da hegnet var færdigt, kukkede gøgen en gang til, strakte vingerne og fløj lige hen over det. Mændene stod og så efter den, og den ældste sagde:
«Vi byggede det en alen for lavt.»
25. Gotham: Ostene, der rullede til markedet
Vejen fra Gotham til markedet var lang og fuld af bakker, og en af mændene havde en stabel runde oste at få derhen. «Hvorfor skal jeg slæbe dem, når de er runde og kan rulle selv?» tænkte han. Så satte han ostene til at rulle ned ad den første bakke og råbte efter dem, at de skulle vente på ham på markedet. Da han selv kom frem, var der ingen oste. Han ventede hele dagen og sagde så:
«De er nok rullet forbi markedet. Ost har aldrig kunnet finde vej.»
Nye molbohistorier
Nye molbohistorier er redaktionens egne, skrevet i samme ånd som de gamle – nogle over kendte motiver. Fælles for dem er, at molboerne løser et problem så grundigt, at de skaber et nyt.
26. Postkassen
Der var kommet en ny postkasse op i landsbyen, og en molbo skulle sende et brev. Han puttede brevet i sprækken og lagde en mønt efter, for han mente, at der måtte sidde et lille menneske derinde, som skulle sælge ham et frimærke og give byttepenge. Han ventede, men der skete ingenting. Han bankede forsigtigt på kassen og lyttede. Til sidst satte han sig på hug og råbte ind gennem sprækken:
«Jeg kan sagtens vente, til du har vekslet!»
27. Kirken, der skulle flyttes
Kirken lå for langt fra byen, og molboerne besluttede at flytte den. For at kunne se, hvor langt de nåede, lagde de først frakkerne i en række foran kirkemuren, så kirken ville komme til at skubbe hen over dem. Så stillede de sig på rad og skubbede af alle kræfter. Mens de skubbede, kom en dreng forbi på vejen og tog frakkerne med sig. Da molboerne endelig tørrede panden, var frakkerne ikke til at få øje på, og den ældste udbrød:
«Den er rykket! Nu står den oven på vores frakker.»
28. Lommeuret
En molbo havde fået et lommeur og var meget stolt af det. Når nogen spurgte, hvad klokken var, trak han uret frem og holdt det helt ind til øret. Det sagde tik-tak, tik-tak, tik-tak. Folk blev ved med at spørge, og han blev ved med at lytte. Til sidst rystede han på hovedet og sagde:
«Den siger det samme som i går. Den er helt sikkert gået i stykker.»
29. Vand til brønden
Sommeren var tør, og molboernes brønd var næsten tom. Men der var masser af vand i søen lidt længere væk, så molboerne begyndte at bære spand efter spand derfra over til brønden og hælde det ned. De sled hele dagen. En mand, der kom forbi, spurgte, hvorfor de dog ikke bare tog vandet direkte fra søen. En af dem så på ham med stor alvor og sagde:
«Hvad skulle vi så med brønden?»
30. Broen
Molboerne skulle have en bro over åen, og rådet mødtes for at bestemme, hvor den skulle ligge. En af de kloge mænd mente, at man skulle bygge den, hvor åen var smallest, for så blev den billigst. Rådet gik ud for at måle, og åen var smallest oppe i skoven, hvor der slet ikke var nogen vej. Alle sad længe og tænkte. Til sidst rejste formanden sig og sagde:
«Så flytter vi bare vejen derop.»
31. Møllen i dalen
Møllen stod øverst på bakken, hvor vinden blæste, men det var et slid at slæbe kornet derop. Så molboerne rev den ned og byggede den op igen nede i dalen, lige ved gårdene. Nu var der kun et par skridt med sækkene. Men da de satte vingerne i gang, hang de helt stille, for nede i dalen var der ingen vind. Molboerne stod og kiggede op mod bakketoppen, hvor det stadig blæste, og den ældste sagde:
«Nu mangler vi bare at få flyttet vinden ned til os.»
32. Rebet, der målte dybden
To molboer ville vide, hvor dyb brønden var. De fandt et langt reb, bandt en sten i enden og firede den ned, til rebet blev slapt. Så trak de det op igen. Enden var våd, og rebet var otte alen langt. «Så er den otte alen dyb», sagde den ene. Men den anden tænkte efter og blev bekymret:
«Så må vi passe på, at vi ikke får et længere reb. Så bliver den bare dybere.»
Ofte stillede spørgsmål om molbohistorier
Hvad er en molbohistorie?
En molbohistorie er en fortælling om dumme, naive mennesker, som oprindelig blev fortalt om indbyggerne på Mols. I overført betydning bruges ordet om en handling, der vidner om dumhed. (kilde)
Hvor kommer molbohistorier fra?
Den ældste bevarede danske udgave er lægen Christian E. Mangors, trykt i Viborg i 1780, men der har været ældre udgaver. Hvor meget der kommer fra mundtlig tradition, og hvor meget fra tyske samlinger, er svært at afgøre. (kilde)
Hvad er en molbo?
En molbo er en, der bor på Mols – en halvø på det sydlige Djursland. Flertal er molboer. Mols var tidligere en afsidesliggende egn, og det afspejler historierne. (kilde)
Kan du give mig nogle korte molbohistorier?
Ja: En molbo skar et stort hul i stalddøren til katten og et lille ved siden af – til killingen. Og efter tre dages regn så molboen op og sagde: «Nu må det snart være tomt deroppe.» Der er flere i afsnittet med korte molbohistorier.
Findes der molbohistorier i andre lande?
Ja. I Tyskland fortæller man om borgerne i den fiktive by Schilda, i England om «the Wise Men of Gotham» og i Sverige om kälkborgarna fra Kälkestad – historier, der ligner molbohistorierne til forveksling. (kilde)
Hvad er forskellen på en molbohistorie og en århushistorie?
En molbohistorie er en ældre fortælling om de enfoldige molboer, kendt på tryk siden 1700-tallet. En århushistorie er en kort vittighed, ofte i gådeform, om århusianere, som Den Danske Ordbog skriver er kendt siden 1970’erne. Begge spiller på en dumhed, som ingen tager alvorligt. (kilde)
Flere jokes og historier
Kan du lide molbohistorier, så prøv århusianer jokes – molbohistoriernes moderne afløsere – eller jyde jokes, københavner jokes, gåder med svar, jokes for børn og alle vores jokes.
