Digte om sorg
Her er digte om sorg, savn og trøst af danske digtere som Ludvig Holstein, Nis Petersen, Viggo Stuckenberg og H.C. Andersen. Digtene sætter ord på det at miste en, man holder af – og på den trøst, der kan komme bagefter. De klassiske digte er skrevet af digtere, der døde for mere end 70 år siden, og teksterne er gengivet ordret efter digtarkivet Kalliope med et link til kilden under hvert digt. Et kort digt eller en enkelt strofe kan bruges i en mindetale, en dødsannonce eller et kondolencekort.
- Den, som har levet
Skrevet af Viggo Stuckenberg (død 1905)
Den, som har levet en Dag i Sorg
og atter fundet sin Glæde,
smykker sit Hus og finder med Fryd,
at det var herligt at græde.Den, som har levet et Aar i Kval
og sent Befrielsen vejrer,
smiler ad Dagens Regn og Rusk
og drømmer, at Lykken sejrer.Den, som fik bygget sit hele Liv,
af triste, nagende Dage,
ham falder Graaden som letkøbt Smil
og Smilet som bitterlig Klage.Aldrig skabtes en Lykke fuldt
og aldrig en skyggeløs Morgen,
fuldbaarne lister i Verden om
alene Savnet og Sorgen.
Kilde: Kalliope - Støv
Skrevet af Nis Petersen (død 1943)
Jeg har eengang kendt en hånd, som nu for længst er død
— stiv var den, krum var den, hård og ru og rød
— det var den, jeg kasted vrag på, denne skønne, magre hånd,
før de skiltes støv til støvet, ånd til livets væld af ånd;
men jeg gav jo, å så gerne, et af livets bitre år,
hvis den eengang måtte stryge som et kærtegn i mit hår.
Kilde: Kalliope
- Trøst («Hav Tillid, Barn, hav Tillid blot»)
Skrevet af Ludvig Holstein (død 1943)
Hav Tillid, Barn, hav Tillid blot!
Jeg bærer dig i ondt og godt.
Jeg er i dig, du er i mig —
Hav Tillid, Barn, jeg bærer dig!Min Favn er dyb, min Favn er stor,
den rummer mer end Jorden tror.
Hav Tillid, Barn, du styrter ej!
Min Favn er dyb, den bærer dig!Saa læg dig til at sove trygt.
Og vaagner du, vaagn uden Frygt!
Ihvor du er, du er hos mig.
Hav Tillid, Barn, jeg bærer dig.
Kilde: Kalliope - Modersorg
Skrevet af Christian Richardt (død 1892)
Saae Du ham min lille Dreng
Med den lyse krøllede Lok?
Saae jeg paa ham længe,
Jeg saae dog aldrig nok!
Ak saa tom, saa tom, saa tom
Staaer nu hans lille Vugge,
Mens mit stakkels Bryst er fuldt
Af Savn og dybe Sukke.Milde Jesus, Du var haard,
Da Du tog ham bag Stjernerne smaae!
Trængte Du til Engle?
Ak Jorden har saa faa!
Gav Du ham et Vingepar
Og Himlens lyse Glæde,
Hjælp da mig som ingen har,
O hjælp mig til at græde!
Kilde: Kalliope
- Det døende Barn
Skrevet af H.C. Andersen (død 1875)
Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind;
Græd dog ei, det maa Du først mig love,
Thi din Taare brænder paa min Kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
Men i Drømme, der er Alt saa smukt,
Og de søde Englebørn jeg skuer,
Naar jeg har det trætte Øie lukt.Moder, seer Du Englen ved min Side?
Hører Du den deilige Musik?
See, han har to Vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik;
Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver,
Det er Blomster Engelen udstrøer!
Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever,
Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke,
Græder Du, saa græder jeg med Dig.
O, jeg er saa træt! — maa Øiet lukke —
— Moder — see! nu kysser Englen mig!
Kilde: Kalliope
Sorg tager tid, og der er ingen rigtig måde at sørge på. Mange finder trøst i at læse, hvordan andre har sat ord på det samme – også selvom digtet er skrevet for mere end hundrede år siden.
