H.C. Andersens digte

H.C. Andersens DigteH.C. Andersens digte – H.C. Andersen (Hans Christian Andersen) var en dansk digter og forfatter der er verdensberømt for sine fortællinger, digte og eventyr. Født 2. april 1805 i Odense. Gået bort den 4. august 1875. På sine 70 år nåede han at producere utrolig mange værker som hele verden er blevet berørt af. Bonus information: Det menes at H.C. Andersen var manden der opfandt det berømte flettede danske julehjerte. Her vil jeg fremvise nogle af H.C. Andersens digte.


    „Danmark, mit Fædreland“

  • I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
    Der har jeg Rod, derfra min Verden gaaer.
    Du danske Sprog, Du er min Moders Stemme,
    Saa sødt velsignet Du mit Hjerte naaer.
    Du danske friske Strand,
    Hvor Oldtids Kjæmpegrave
    Staae mellem Æblegaard og Humlehave,
    Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

    Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen
    Meer rigt end her, ned til den aabne Strand?
    Hvor staaer Fuldmaanen over Kløver-Engen
    Saa deilig, som i Bøgens Fædreland?
    Du danske friske Strand,
    Hvor Dannebrogen vaier, –
    Gud gav os den — Gud giv den bedste Seier! –
    Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

    Engang Du Herre var i hele Norden,
    Bød over England — nu Du kaldes svag,
    Et lille Land, — og dog saa vidt om Jorden
    End høres Danskens Sang og Meiselslag.
    Du danske friske Strand, –
    Plovjernet Guldhorn finder, –
    Gud giv Dig Fremtid, som han gav Dig Minder,
    Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
     
    Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
    Hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaaer,
    Hvor Sproget er min Moders bløde Stemme,
    Og som en sød Musik mit Hjerte naaer.
    Du danske friske Strand
    Med vilde Svaners Rede,
    I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede,
    Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

    Det døende Barn

  • Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
    Lad mig ved dit Hjerte slumre ind;
    Græd dog ei, det maa Du først mig love,
    Thi din Taare brænder paa min Kind.
    Her er koldt og ude Stormen truer,
    Men i Drømme, der er Alt saa smukt,
    Og de søde Englebørn jeg skuer,
    Naar jeg har det trætte Øie lukt.

    Moder, seer Du Englen ved min Side?
    Hører Du den deilige Musik?
    See, han har to Vinger smukke hvide,
    Dem han sikkert af vor Herre fik;
    Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver,
    Det er Blomster Engelen udstrøer!
    Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever,
    Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?

    Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
    Hvorfor lægger Du din Kind til min?
    Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
    Moder, jeg vil altid være din!
    Men saa maa Du ikke længer sukke,
    Græder Du, saa græder jeg med Dig.
    O, jeg er saa træt! — maa Øiet lukke –
    — Moder — see! nu kysser Englen mig!

    Flere udvalgte H.C. Andersens digte

    Konen med Æggene

  • Der var en Kone paa Landet,
    Hun havde en Høne blandt Andet.
    Nu, lægge Æg er Hønens Fag,
    Og denne gav eet hver evige Dag;
    Det var et Par Snese, da de blev talt,
    See, det fandt Konen ikke saa galt!
    Hun dem forsigtig i Kurven fik,
    Tog den paa Hovedet og gik.
    Til Staden styrede hun sin Gang;
    Men hun var ene og Veien var lang,
    Skjøndt hun gik til af alle Kræfter.
    Nu tænkte hun over og regned’ efter,
    Hvor godt hun fik sine Æg betalt,
    Og det var jo heller ikke saa galt:
    »Ja vist!« saaledes hun gaaer og taler,
    »For disse faaer jeg en hel Rigsdaler.
    For den vil jeg kjøbe to Høns, lad see!
    Med den der hjemme har jeg da tre;
    Hver lægger Æg, og om ikke længe
    Kan jeg handle igjen og komme til Penge;
    Jeg kjøber tre Høns, til de tre jeg har;
    See det bliver sex- Deres Æg jeg ta’er;
    Jeg sælger de halve, den anden Rest
    Skal ruges til Kyllinger, det er bedst!
    Jeg faaer da en Hønsegaard; tænk Dig bare!
    Og den tager til. Det er holdende Vare!
    Endeel lægger Æg, endeel ruger ud –
    Hvor jeg bliver rig, Du søde Gud!
    Jeg kjøber to Gæs og et lille Faar,
    Og bedre og bedre Handelen gaaer
    Med Æg og med Høns og med Fjær og med Uld.
    Tilsidst faaer jeg Pengeposen fuld!
    Jeg kjøber en Griis, jeg kjøber en Ko,
    Hvo veed, maaske kan jeg kjøbe to?
    See det giver af sig! og efter et Aar
    Har jeg Huus og Folk og Køer og Faar.
    Saa kommer en Frier ind i min Stue,
    Han kysser min Haand, og jeg bliver Frue!
    For han har en Gaard, der er større end min!
    Jeg bliver saa fornem, saa stolt og saa fiin,
    Jeg taaler ikke den mindste Snakken,
    Jo, jeg skal vide at knejse med Nakken!«
    — Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa-
    Klask! Æggene der paa Jorden laae!
    Med dem den hele Lyksalighed faldt –
    Og det var i Grunden ikke saa galt!
    Moderen med Barnet

  • Hist, hvor Veien slaaer en Bugt,
    Ligger der et Huus saa smukt.
    Væggene lidt skjæve staae,
    Ruderne er ganske smaa,
    Døren synker halvt i Knæ,
    Hunden gjøer, det lille Kræ,
    Under Taget Svaler qvid’re,
    Solen synker — og saa vid’re.

    I den røde Aftensol
    Sidder Moder i sin Stol;
    Kinden luer dobbelt rød,
    Barnet har hun paa sit Skjød.
    Drengen er saa frisk og sund,
    Æblekinden rød og rund!
    See, hvor hun i Spøg ham banker
    Paa de søde Pusselanker.

    Katten staaer og krummer Ryg,
    Men forstyrres af en Myg;
    Barsk han den med Poten slaaer,
    Og igjen som Hofmand staaer.
    Moder klapper Barnets Kind;
    See hvor sødt det sover ind,
    Drømmer om de Engle smukke
    I sin lille pene Vugge.

    Snee-Dronningen

  • Høit ligger paa Marken den hvide Snee,
    Dog kan man Lyset i Hytten see;
    Der venter Pigen ved Lampens Skjær
    Paa sin Hjertenskjær.

    I Møllen er stille, see Hjulet staaer.
    Snart glatter Svenden sit gule Haar,
    Saa hopper han lystigt, hei een, to, tre,
    Over lis og Snee.

    Han synger omkap med den skarpe Vind,
    Der rødmer saa smukt hans sunde Kind.
    Snee-Dronningen rider paa sorten Sky
    Over Mark og By.

    “Du er mig saa smuk ved Snee-Lysets Skjær,
    Jeg kaarer Dig til min Hjertenskjær,
    Kom, følg mig høit paa min svømmende Ø,
    Over Bjerg og Sø!”

    Snee-Flokkene falde saa tykt, saa tæt.
    “Jeg fanger Dig vist i mit Blomster-Net!
    Hvor Snee-Dyngen reiser sig høit paa Eng,
    Staaer vor Brudeseng!”

    Ei meer kan man Lyset i Hytten see;
    I Ringdands hvirvler den hvide Snee,
    Et Stjerneskud spiller bag Skyen smukt, –
    Nu er det alt slukt.

    Klart skinner Solen paa Mark og Eng;
    Han sover saa sødt i sin Brude-Seng.
    Den Pigelil ængstes, til Møllen hun gaaer, –
    Men Drivhjulet staaer.

  • PJAT, PJAT!

  • Om Theebordet sidde de Damer smukt,
    ak, Munden er aldrig paa dem lukt:
    Pjat! Pjat!

    Den Ene taler om Silke og Baand,
    den Anden viser sin hvide Haand,
    den Tredie er poetisk stemt,
    hun sværmer, og stiger, saa det er slemt.
    Pjat! Pjat!

    Om Ballerne snakkes der bredt og vidt,
    ja Politiken faaer ogsaa sit
    Pjat! Pjat!

    Ved Bordet sidder en Mandsperson,
    han er saa rar i Conversation;
    han smiler og skjænker dem Videts Mjød,
    og Damerne sige: “Hvor han er sød!”
    Pjat! Pjat!

    Nu tager man da Theatret fat,
    saa komme de først i den rette Pjat.
    Pjat! Pjat!

    Tilsidst skrider Natten endelig frem,
    men saa – ja saa skal der følges hjem.
    Det hjelper ikke at krybe i Skjul;
    nu gaaer det først som en Kjep i et Hjul:
    “Pjat! Pjat! Pjat! Pjat!”

  • 2 sidste H.C. Andersens digte

    Ved Soldatens Hjemkomst i 1864

  • Vor brave Soldat, som saa ærligt har stridt,
    Du kommer nu hjem uden Glæde.
    Danmark, hvor har Du dog bitterligt lidt,
    Blod er flydt, og Blod er at græde!

    I forrige Krig, da Soldaten kom hjem,
    Stor Festlighed Byerne gjorde,
    Fra Husene hængte man Danebrog frem,
    Stod med Sange og Æresporte.

    Nu kommer Du hjem uden Hurra og Sang.
    Og dog: Du holdt ud, maatte lide
    Langt mere i Danmarks Kamp denne Gang,
    End Mange betænke og vide.

    „Hav Tak!“ det siger vort Hjertelag,
    Det vil i hvert Haandtryk Du kjende.
    — Og saa vil vi sjunge om „Atterdag“;
    Den Sang er ei skrevet tilende.

    I Gud er Fremtid! „Han gav, han tog“,
    Han kan skrive paa Danskens Skjolde:
    „Atter plantedes Danebrog
    Paa Thyras gjenreiste Volde.“

  • “Dandse, dandse Dukke min!”

  • Dandse, dandse Dukke min!
    Nei, hvor Frøkenen er fiin!
    Cavaleren ligesaa,
    han har Hat og Handsker paa,
    Buxer hvide, Kjole blaa,
    Liigtorn paa den store Taa.
    Han er fiin, og hun er fiin.
    Dandse, dandse Dukke min!

    Her er gamle Lisemo’er!
    Hun er Dukke fra i Fjor;
    Haaret nyt, det er af Hør,
    Panden vasket er med Smør;
    hun er ganske ung igjen.
    Kom Du med, min gamle Ven!
    I skal dandse alle Tre.
    Det er Penge værd at see.

    Dandse, dandse Dukke min!
    Gjør de rette Dandsetrin!
    Foden ud ad, hold Dig rank,
    saa er Du saa sød og slank!
    Neie, dreie, snurre rundt,
    det er overmaade sundt!
    Det er nydeligt at see.
    I er’ søde alle Tre!

H.C. Andersens liv har ikke altid været et liv på roser. Mange mener at hans livs værker afspejler hans egen sørgmodighed af hans eget liv. Som eksempel kunne vi tage et indblik i den korte fortælling ”Sommerfuglen” (1860) som kunne tyde og give et indblik i H.C. Andersens eget kærlighedsliv. Han har på de 70 år produceret utal af værker som har berørt mennesker verdenen over. Hans værker, eventyr, digte og fortællinger sælger stadig som varm brød i dag. En mand der har afsat sit aftryk på livet der vil vare til enden af verdenen. Han var født i Odense og flyttede senere hen til Nyhavn 18. Har du lyst til at besøge fortiden og se ind i H.C. Andersens liv kan dette gøres med Odense Bys Museer som tilbyder rundvisninger i H.C. Andersens Hus.

Læs mere om HC Andersen her.

Se andre kategorier indenfor digte

Lignende artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Close