Digte om venskab
Her er digte om venskab af danske digtere som Ludvig Holstein, Emil Aarestrup og Jens Baggesen – om vennen, der bliver, når alt andet skifter. Et rigtigt venskab skal værdsættes og plejes, og et digt er en god måde at sige tak på. De klassiske digte er skrevet af digtere, der døde for mere end 70 år siden, og teksterne er gengivet ordret efter digtarkivet Kalliope med et link til kilden under hvert digt.
- Solsort
Skrevet af Ludvig Holstein (død 1943)
Saa fandt du dog din Sang igen,
dit Solskin kom tilbage!
Tavs har du gemt dig, Ungdoms Ven,
I mange mørke Dage.Den lange Vinter løb du sky
og stum ved Dødens Porte.
Men Livets Sol har rørt paany
ved dine Fjedre sorte.Vi mødtes første Gang hin Vaar,
den drømmesvangre, fjærne,
hvis Afglans nu i Vester staar
med Nattens første Stjærne.Og da var Dagen sød og rig,
og Natten dyb af Drømme;
og saligt sank dit Solskinsskrig
til Bunds i Sjælens Strømme.Vi mødtes senere igen — — —
Det var ved Vintertide.
Da var vi begge plyndret, Ven,
og ene med vor Kvide.Og da var Natten lang og léd,
og alle Dage øde.
Men brændt af Frost og Ensomhed
blev dine Sange søde.Vel mødt i Vaaren, Ungdoms Ven,
og Ven fra kolde Dage!
Guds Godhed favner os igen,
vort Solskin kom tilbage.Dit Næb blev som det blanke Guld,
og sort som Sod din Skjorte.
Din Strube jubler sødmefuld
ved Solopgangens Porte.Og fløjter du i Herlighed
fra Granerne de høje
den store Sol bag Skove ned
med Himlen i dit Øje,Er al din Sjæl en Stjærnehelg,
som risler Gud i Møde;
og saligt drypper fra dit Svælg
den klare Aftenrøde.
Kilde: Kalliope - Venskabstrøst
Skrevet af Emil Aarestrup (død 1856)
Er en Blomst nær ved at visne, den forfriskes kan igjen,
Og et Hjerte, som vil briste, det kan trøstes af en Ven.
Sagnet gaaer, at hver en Plante har en anden til sin Lyst,
Har en anden Urt, som livner, styrker og forsvarer den.
Rosen fandt sin Sjæls Udkaarne i den grønne Semperviv;
Trives denne i dens Nærhed, kan ei Rosen skrante hen.
Mellem Planter, mellem Stene, mellem alle Verdens Dyr
Virke Sympathiens Kræfter, selv mellem stolte Mænd
Hvor er den, som ikke føler, at hans Liv maa plat forgaae,
Findes ei det Skjød, hvori han lægge kan sit Hoved hen?
Hvor er den saa strenge Qvinde, at hun ikke sygner bleg,
Naar hun, som en Ranke, rives fra den elskte Ungersvend?
Hvor er den, det være Qvinde, være Mand, som ei har følt
Sympathiens Lægedomme skjænke Liv og Kraft igjen?
Hvor er den Ulykkelige, siig mig, som forgjæves veed,
At det Hjerte, som vil briste, kunde trøstes af en Ven?
Kilde: Kalliope
- Venskab og Kiærlighed
Skrevet af Jens Baggesen (død 1826)
O du, som medsmilende leer,
Er jeg glad, og medlidende græder,
Naar ingen Fryd mig tindrer meer,
Naar Død kun i Livet jeg seer;
O Venskab! Din Skat er mig meer
End al Jorderigs glimrende Glæder;
Med Dig i min Lykke jeg leer,
Og med Dig i min Kummer jeg græder.Men Du, som omslyngte mit Bryst
Med Chariternes duftende Kiæder,
Da første Gang med Zittren kyst
Min Fanny mig lærte din Lyst;
O Elskov! du fylder mit Bryst
Med de høiere Himmelens Glæder:
Med Dig er min Smerte mig Lyst,
Og med Dig i min Vellyst jeg græder.
Kilde: Kalliope
Det kan være svært at sætte ord på et venskab med dagligdagens sprog. Digterne har gjort det for os – vælg en strofe, og skriv den i et kort til den ven, der altid er der.
