Danske digte

Her får du en liste med 9 fantastiske danske digte. Selv om danmark er et ret lille land sammenlignet med resten af verdenen. Så kan vi stå stolte og se os tilbage på alle dem der har givet sig tid til at skabe digte der ikke kun berører os som mennesker men også vores hjerter. Flere af danske digte er verdenskendt og oversat til mange forskelige sprog. Jeg håber du vil tage godt imod disse danske digte.

“Danmark, mit Fædreland” skrevet af H.C. Andersen
• I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
  Der har jeg Rod, derfra min Verden gaaer.
  Du danske Sprog, Du er min Moders Stemme,
  Saa sødt velsignet Du mit Hjerte naaer.
  Du danske friske Strand,
  Hvor Oldtids Kjæmpegrave
  Staae mellem Æblegaard og Humlehave,
  Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

  Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen
  Meer rigt end her, ned til den aabne Strand?
  Hvor staaer Fuldmaanen over Kløver-Engen
  Saa deilig, som i Bøgens Fædreland?
  Du danske friske Strand,
  Hvor Dannebrogen vaier, –
  Gud gav os den — Gud giv den bedste Seier! –
  Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

  Engang Du Herre var i hele Norden,
  Bød over England — nu Du kaldes svag,
  Et lille Land, — og dog saa vidt om Jorden
  End høres Danskens Sang og Meiselslag.
  Du danske friske Strand, –
  Plovjernet Guldhorn finder, –
  Gud giv Dig Fremtid, som han gav Dig Minder,
  Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

  Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
  Hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaaer,
  Hvor Sproget er min Moders bløde Stemme,
  Og som en sød Musik mit Hjerte naaer.
  Du danske friske Strand
  Med vilde Svaners Rede,
  I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede,
  Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

“Nedspildt spruttende af syre” skrevet af Johannes L. Madsen

• Nedspildt spruttende af syre
  og med alle tanker antændt fægtende
  i delte mandariner
  skilt og fuldmoden laprende
  i grønt lys og flugt
  med ligegyldige anslag
  suget gennem minuttet
  sydende af saft og nedspildt
  fra hinkesten og mandariner
  hoppende på blomsten
  i kejtede kredse over
  spejlblanke vandpytter ind
  i et ansigt af røg og ingen
  ild antændt spruttende
  af mandariner men et ansigt
  rygende af syre blink
  og ætsende i nogens hornhinder.

“Angst” skrevet af Emil Asrestrup
• Hold fastere omkring mig
  Med dine runde Arme;
  Hold fast, imens dit Hjerte
  Endnu har Blod og Varme.

  Om lidt, saa er vi skilt ad,
  Som Bærrene paa Hækken;
  Om lidt, er vi forsvundne,
  Som Boblerne i Bækken.

“Refshaleøen” skrevet af Klaus Rifbjerg

• Fortiden søger sin overlevelse
  bag husrækker, Christianshavn
  Amager og en barndom kan ses
  algefarvet, hovedpinesprængt mellem bolværk.

  Hukommelsen er flyvemaskinebevidst
  farvefornemmelsen sort rød
  men søsygen af uoplevet tid
  kan dårligt elimineres.

  Optræk af punkterede skibe
  svulstbesatte undervandsbåde
  andre overlevede opbrugthedsfænomener
  selve passagens absurditet.

  Den sædvanlige glappende
  intervalstilhed i vandet
  en afgjort viden om folk bag hjørnet
  skildvagten vender.

  Film aldrig oplevet og fremtiden
  oplevet som film
  i outsider-sektoren følelsen
  af tidssvingets stilstand.

  Nittelyds ekko er besk om søndagen
  pludselig beder man grønhedens
  finnebesatte muddereksistenser melde sig
  så vi kan få det overstået.

  Dok, kran, vagere, råddenskab
  selve alderen kvalm
  men bevidstheds lykken et turbo-apparat
  før tiden, vingeflugt og jubelsmerte.

  Årstallene ét og ligegyldige
  men mødet i konstans:
  de enorme møllevingers adskillende
  understregning af konfrontation.

Flere danske digte

“Så tag mit hjerte” skrevet af Tove Ditlevsen

• Så tag mit hjerte i dine hænder, men tag det varsomt og tag det blidt, det røde hjerte – nu er det dit. Det slår så roligt, det slår så dæmpet, for det har elsket, og det har lidt, nu er det stille – nu er det dit. Og det kan såres, og det kan segne, og det kan glemme og glemme tit, men glemmer aldrig, at det er dit. Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte, det sov og drømte i lyst og leg, nu kan det knuses – men kun af dig.

“Paa sneen” skrevet af Emil Aarestrup

• Hen over Torv og Gade,
  Hvor Sneen laae, den hvide,
  Belyst af Nattens Maane,
  Jeg saae dig hastig skride.

  I eventyrlig Skjønhed,
  Krystalklar, straalte Staden,
  Og som et magisk Luftsyn
  Blændede Slotsfaçaden.

  Om dine Hænder vandt sig
  Muffen, den lykkelige,
  Og om dit Knæ jeg hørte
  Den glatte Silke skrige.

  Dit Aandepust, usynligt
  Ellers som Rosenduften,
  Nu strømte gjennem Sløret
  En Sølvsky ud i Luften.

  Sig syngende lod Sneen
  Af dine Fødder trykke,
  Og paa det bløde Teppe
  Henflagrede din Skygge.

  Jeg saae den hastigt svæve
  Over den glimmerhvide,
  Ætherisk-rene Flade –
  En anden ved dens Side.

  Det var min egen Skygge!
  Den skyndte sig utrolig –
  Jeg havde aldrig seet den
  Saa langstrakt og urolig.

  Den nærmed sig forvirret –
  Den lod — det er det Sande –
  Sit eget sorte Væsen
  Med dit sig kjælent blande.

  De svulmede — Canova
  Ei bedre Grupper skabte –
  Imellem blev de borte,
  Naar Maanens Lys sig tabte.

  Og kom igjen tilsyne
  I Stillinger — o Lykke,
  Mit Kjød og Blod maa savne,
  Men opnaaes af min Skygge!

“Sig ja” skrevet af Tove Ditlevsen
• Sig ja til kærligheden. Den er sjælden, mens lykken er almindelig og bleg.
  Sig ja endog til andres kærlighed, for intet kan man angre som et nej.
  Og er der intet ekko i dit hjerte, så agt den elskende alligevel.
  Han ændres gennem noget, der er dig. Dit nej slår noget dyrebart ihjel.
  Og muligt får du aldrig lært at elske, men du kan lære dig at sige ja.
  Hvis du kan tænde lyset i hans øjne, så ved du lidt om kærlighed endda.

“Havren” skrevet af Jeppe Aakjær

• Jeg er Havren. Jeg har Bjælder paa,
  mer end tyve, tror jeg, paa hvert Straa.
  Bonden kalder dem for mine Fold.
  Gud velsigne ham, den Bondeknold!

  Jeg blev saaet, mens glade Lærker sang
  over grønne Banker Dagen lang;
  Humlen brumled dybt sin Melodi,
  og et Rylefløjt gled ind deri.

  Viben fløj om Brak og Pløjemand
  og slog Kryds for baade Plov og Spand.
  Kryds slog Bonden ogsaa over mig
  for at gi’ mig Helse med paa Vej.

  Mens i Dug jeg groede Fod for Fod,
  groede Sangen sammen med min Rod;
  den, som ydmyg lægger Øret til,
  hører Lærkens Triller i mit Spil.

  Det kan kolde Hjærner ej forstaa
  Jeg er Lærkesangen paa et Straa,
  Livets Rytme døbt i Sommerdræ,
  mer end Gumlekost for Øg og Fæ.

  Søndenvinden, o! han har mig kjær;
  derfor kan han aldrig la’ mig vær’,
  smyger sig med Hvisken til mig ind
  nu ved højre, nu ved venstre Kind.

  Naar han puster paa min gule Top,
  maa jeg vugge med ham ned og op,
  indtil alle mine Bjælder gaar,
  som naar gyldne Hamre sammen slaar.

  Juniregnen gjorde myg min Muld,
  Julisolen gav mig af sit Guld,
  Sundhed risler mig i Top og Skaft.
  Det er derfra Plagen har sin Kraft.

  Jeg er Ven med Dug og Grødevejr,
  Ven med Landets lyse Bøgetræer,
  Ven med al den danske Sæd, som gror
  øst for Hav som vest for Sund og Fjord.

  Jeg faar Solens sidste lange Blink,
  før den dukker ned bag gullig Brink,
  og naar Aftenklokken ringer Fred,
  staar jeg paa min Taa og ringler med.

  Jeg skal ringle Barnet til dets Seng,
  ringle Taagen op af Sump og Eng,
  ringle Freden over Hjemmet ind,
  ringle Bønnen frem i fromme Sind.

  Jeg er Havren. Mine Bjælder gaar
  over lyse Vange Aar for Aar,
  ringler om, hvor Sang og Kjærve gror
  herligt sammen paa den danske Jord.

Den sidste af de danske digte af Thøger Larsen

“Middag” skrevet af Thøger Larsen

• Et heftigt Ildstænk mod det haarde Blaa
  staar Middagssolen hed i strittende Straalen.
  Den tørre Muldbrink er saa pulvergraa,
  Insekter summer over Agerkaalen.

  Den stille Dag sig strækker vidt og højt.
  Omkring mig Myg og Sommerfugle svirrer.
  Fra Luft og Løv der pibler klare Fløjt.
  I glarfin Dis de fjerne Flader dirrer.

  I Søens blanke, afmagtstunge Vand
  staar Fisken stiv og dum fra Gab til Hale.
  Nu slog den Snuden mod den bratte Strand
  og nøs og dasked hen i Dybets Dale.

  Der ligger den paa Bund i Søen klar,
  og fra dens Snude gaar tilvejrs en Boble:
  den stirrer op mod Overfladens Glar,
  hvor Solen gynger som en ildgul Gople.

  En Bondepige sidder i en Grøft –
  med korte Særkeærmer, nøgne Arme.
  Man ser det øverste af Barmens Kløft –
  der ligger Draaber, Sol og Kødets Varme.

  Det er saa varmt og godt ved Muld og Strand.
  Det er en Sommerdag i Danmarks Land.

Jeg håber du kunne lide disse 9 udvalgte danske digte. Jeg vil selvfølgelig tilføje flere digte med tiden. Denne vil kun vokse med tiden så du altid vil have flere digte at vende tilbage til. Hvis du elsker digte som mange andre og kender til nogle du absolut synes listen skal indeholde. Så hold da endeligt ikke tilbage. Skriv i kommentar feltet eller kontakt mig direkte ved brug af min kontakt formular.

Hav en fantastisk dag.
Mvh. Alexander

Se andre kategorier indenfor digte