Digte om livet

Her er seks klassiske digte om livet af danske digtere som Steen Steensen Blicher, Jeppe Aakjær, Holger Drachmann og Christian Winther. De handler om glæden ved at leve, om tiden, der går, og om at bære sin byrde med et smil. Alle digtene er skrevet af digtere, der døde for mere end 70 år siden, så de er frie at læse, dele og skrive i et kort. Teksterne er gengivet ordret efter digtarkivet Kalliope med den oprindelige retskrivning, og der er et link til kilden under hvert digt.

• Ud gaar du nu paa Livets Vej
  Skrevet af Steen Steensen Blicher (død 1848)
  Ud gaar du nu paa Livets Vej.
  Brug Livet, men misbrug det ej!
  I Modgangs Sky, i Medgangs Sol
  ej paa dig selv, men Himlen stol!

  Gem ej paa Guld! bortkast det ej!
  Til ærlig Fordel sig ej nej!
  Blandt Alvorsdaad forsmaa ej Skæmt!
  skæmt saa, at Alvor ej bli’r glemt!

  Mistænk ej nogen uden Skel!
  tro heller ingen alt for vel!
  Vær til at se og høre snar!
  sendrægtig derimod til Svar!

  Sky Strid, saa længe som du kan!
  men tvinges du, da strid som Mand!
  Fra Lasters Plet hold ren din Sti!
  fra lønlig Brøde vid dig fri!

  Thi tungest Byrde, nogen véd,
  er dog en tung Samvittighed.
  Saa gaa med Gud din Bane frem!
  Du gaar da ikke hen, men hjem.
  Kilde: Kalliope

• Sundt Blod
  Skrevet af Jeppe Aakjær (død 1930)
  Jeg bærer med Smil min Byrde,
  jeg drager med Sang mit Læs;
  jeg er som den vilde Hyrde,
  der gjenner sit Kvæg paa Græs.

  Se, Duggen driver fra Norden
  hen over det bøjede Korn,
  mens Solen stiger af Jorden
  imellem Oxernes Horn!

  Jeg ser over tindrende Marker
  og langt mod den blaanende Fjord,
  jeg stirrer paa sejlende Arker,
  men finder ej tolkende Ord.

  Jeg slænger Skalmejen for Munden;
  jeg trækker saa lang dens Lyd,
  at Kilderne klukker i Lunden,
  og Bukkene bræger af Fryd!

  — Hvor kan I dog gruble og græde,
  saalænge Guds Himmel er blaa!
  Mit Hjærte skjælver af Glæde,
  blot Duggen dynker et Straa.
  Kilde: Kalliope

• Tusind Glæder rummer Livet
  Skrevet af Viggo Stuckenberg (død 1905)
  Tusind Glæder rummer Livet,
  tusind Glæder!
  én blev givet
  Guld fra Fødslen,
  én forgaar i gylden Ødslen,
  én blev givet Fryd at finde
  ved at se
  morgenblank en Draabe skinne
  i et Liljebægers Sne!

  Én alene pines ledest,
  én alene glædes hedest,
  den, som ser i sortest Nat
  Stjerner over Jorden sat,
  den, som kan af arme Stunder
  skabe sig et Blomsterunder,
  den, hvis Vaardrøm aldrig svigter,
  — den, som digter.
  Kilde: Kalliope

• Vise («Livet skal nydes! o! Livet er herligt»)
  Skrevet af Christian Winther (død 1876)
  Livet skal nydes! o! Livet er herligt!
  Viinranken slynger sin Arm jo saa kjærligt
  Fast om vor Jord, som en rødmende Brud;
  Nyd hendes Kysse, før Læberne falme,
  Ranken er Glædens mildtviftende Palme,
  Ja! paa hvert Blad kan vi læse dens Bud.

  Tusinde Sangfugle høit i dens Kroner
  Svinge mod Himlen de prægtige Toner,
  Klage saa ømt i dens venlige Læ;
  Evighedsharpen med liflige Vinger
  Røre de sødt, og mens Strængene klinger,
  Bæver af Vellyst det hellige Træ.

  Dulgt under Løvet, de Templer, vi bygge,
  Jordlivets bedste Klenodier omskygge,
  Kjærligheds-Alferne throne deri;
  Salig den Barm, hvor de trende tog Sæde:
  Druer og Toner og Kjærligheds Glæde, —
  Det var en Treklang, en stolt Harmonie!
  Kilde: Kalliope

• Lykkesangen
  Skrevet af Thøger Larsen (død 1928)
  Det bugner med duftende Gaver
  fra Jorderigs Paradishaver,
  med Frugter saa hvide og røde,
  som rækkes de glade i møde.

  Det synger af Næb og af Munde,
  det synger fra Søer og Lunde,
  det synger med mangefold Stemme
  om Lykken, som ingen maa glemme.

  Det synger fra Marker og Heder,
  det synger fra Stuer og Reder,
  at endnu staar Sol over Fjorden,
  og Eden er endnu paa Jorden.

  Hør Barndommens kviddrende Tunger,
  hør Skabningens undrende Unger.
  Saa ofte som Verden fortabes,
  skal atter den straalende skabes.

  Saa snart som et Slægtled er nede,
  staar atter en Ungdom tilrede;
  for hver, som i Afmagt sig strækker,
  en ny imod Himlene rækker.

  Den evige Ungdom skal vinde,
  om Slægterne end maa forsvinde.
  Hil den, der tør tage mod Gaven,
  som bydes i Paradishaven.
  Kilde: Kalliope

• Lad Tiden gaa —
  Skrevet af Holger Drachmann (død 1908)
  Lad Tiden gaa, lad Tiden gaa!
  Ak, min tabte Lykke,
  hvi kunde jeg dog ej forstaa
  saa let et Regnestykke?
  Af Uret vokser Ufred frem,
  og skal man bygge dér sit Hjem
  og rejse sig sin Lykke,
  saa maa der skæres breden Rem
  af vore egne Rygge.

  Jeg lægger mig i Linen frem,
  som Hesten, naar den strider,
  mens Skæbnen med sin Kørerem
  hudfletter mine Sider.
  Paa Bukken stolt ad Vejen hen
  jeg hilste forhen Ven og Ven;
  da var det glade Tider.
  Jeg tabte Tøjlen. Under den
  jeg selv for Læsset strider.

  Lad Tiden gaa, lad Tiden gaa!
  Jeg trækker Sten tilhuse;
  i Lykkens Sol, jeg kan forstaa,
  man tør sig ej beruse.
  Lad Tiden gaa; det gaar vel frem
  og har jeg bygget op mit Hjem
  og rejst min tabte Lykke,
  saa hænger jeg min Kørerem
  paa Væggen som et Smykke.
  Kilde: Kalliope

Digtene er skrevet mellem 1820’erne og 1920’erne, men de handler om det samme, som vi tænker over i dag: at livet er kort, at glæden skal gribes, og at tiden ikke venter. Skal du bruge et digt til et kort eller en tale, så vælg et af de korte, eller citér en enkelt strofe.

Se andre kategorier indenfor digte