Kærlighedsdigte

Her er syv klassiske kærlighedsdigte af danske digtere som Emil Aarestrup, Kaj Munk, Christian Winther og Viggo Stuckenberg – om forelskelse, længsel og den kærlighed, der holder. Kærlighedsdigtene passer til et kort, et bryllup eller en bryllupsdag. Alle digtene er skrevet af digtere, der døde for mere end 70 år siden, så de er frie at bruge. Teksterne er gengivet ordret efter digtarkivet Kalliope med den oprindelige retskrivning, og der er et link til kilden under hvert digt.

• Du kommer
  Skrevet af Carl Ploug (død 1894)
  Du kommer — saa er Alting godt,
  Og alt det Onde glemt,
  Saa er min Vraa et Marmorslot,
  Og i mit Bryst har Sangens Drot
  De bedste Strenge stemt.

  Du kommer — saa er Himlen blaa,
  Og alle Skyer Guld,
  Og alle Skovens Fugle slaae,
  Og Høstens Mark af Blomster smaa
  Er atter ganske fuld.

  Du kommer — saa er Livet smukt
  Og hver en Time leer;
  Saa standser Intet Tankens Flugt,
  Saa bærer al min Gjerning Frugt,
  Og hvad jeg ønsker skeer.

  Du kommer — saa er Livet rigt
  Og al dets Møie let;
  Saa er et Legetøi min Pligt,
  Min Hvile et fuldbaaret Digt,
  Og Klang mit Aandedræt.

  Du kommer i Din Elskers Favn,
  Og bygger der og boer —
  Saa kjender Sjælen intet Savn,
  Saa kjender Glæden intet Navn,
  Og Læben intet Ord.
  Kilde: Kalliope

• Til en Veninde
  Skrevet af Emil Aarestrup (død 1856)
  Der er en Trolddom paa din Læbe,
  Der er en Afgrund i dit Blik,
  Der er i Lyden af din Stemme
  En Drøms ætheriske Musik.

  Der er en Klarhed paa din Pande,
  Der er et Mørke i dit Haar,
  Der er en Strøm af Blomsteraande
  Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.

  Der er en Skat af evig Viisdom
  I Smilehullet paa din Kind,
  Der er en Brønd, en Sundhedskilde
  For alle Hjerter, i dit Sind.

  Der er en Verden i dit Indre,
  En sværmerisk, chaotisk Vaar —
  Som jeg umulig kan forglemme,
  Som jeg tilbeder og forstaaer.
  Kilde: Kalliope

• Hvor skulde jeg vide det fra?
  Skrevet af Kaj Munk (død 1944)
  Elskede, Elskede, vilde de spørge mig,
  om du er mørk eller blond,
  vilde jeg tænke mig om og saa svare dem:
  Om hun er mørk eller blond?

  Vilde de tage sig for at forhøre mig,
  om dine Øjne er blaa,
  maatte jeg maabe og stamme og svare dem:
  Om hendes Øjne er blaa?

  Aah, for naar dybt i dit Haar du begraver mig,
  saadan at næsten jeg dør,
  mener de Folk saa, at jeg skulde tænke paa
  saadan en Ting som Kulør?

  Fatter de ikke, at det at faa Lov til at
  se dig i Øjnene ind…
  den, der bag Lynglimtet ser ind i Himlene,
  ved de dog vel, ser sig blind.

  Hvergang du skænker mig Lokkernes Svalhed og
  Øjnenes brændende Vin,
  siger de mig jo kun dette aleneste,
  at du er dig, du er min.
  Kilde: Kalliope

• Lykken mellem to Mennesker
  Skrevet af Viggo Stuckenberg (død 1905)
  Lykken mellem to Mennesker
  er hverken Hu! eller Hej!
  snarest er den et ensomt Græs,
  der grønnes paa stenet Vej.

  Lykken mellem to Mennesker
  er hverken Kys eller Klap,
  snarest er den et Skumringssus,
  der aander, hvor Solen slap.

  Lykken mellem to Mennesker
  er som den dunkle Nat,
  stille, men med de tusinde,
  tavse Stjerner besat.
  Kilde: Kalliope

• Den rette, dybe Kjærlighed
  Skrevet af Emil Aarestrup (død 1856)
  Den rette, dybe Kjærlighed,
  Den varer evig, evig ved.
  O lad mig døe! jeg frygter ei,
  Naar du er til, saa lever jeg:
  Døer du — nuvel, som Himlen vil!
  Du lever dog, naar jeg er til;
  Og døe vi sammen — evigtroe
  Er Sjælene i Dødens Ro.
  Kilde: Kalliope
• Lykkens Angst
  Skrevet af Nis Petersen (død 1943)
  Det kan komme som en Smerte
  i min Lykkes største Under,
  som et Sug, der ikke bunder
  i et ungt, forelsket Hjerte.

  Jeg har smilet — som en Manen —
  men et Smil bli’r sygt og kvæstet,
  naar ens Lykke hænger fæstet
  til et Kors af angstfuld Anen.

  Jeg har tit mig forestillet,
  at det bare er en Krykke
  som Memento for en Lykke
  over alt, hvad Gud har villet.

  Men — Veninde — om du vidste
  om et Hjertes dumme Veje
  i dets Lykke ved at eje
  og dets Skælven for at miste.

  Aa, du ved det? Ogsaa dine
  kære Smil har drukket Skygge?
  Ogsaa al din lyse Lykke
  har en Underbund af Pine?

  Men saa ræk mig dine Hænder,
  og jeg sværger — nej, jeg smiler,
  for det er, som Lykken siler
  over to af sine Venner.
  Kilde: Kalliope

• Sonet («Jeg glemme Dig? Hvorhen sig Øiet vender»)
  Skrevet af Christian Winther (død 1876)
  Jeg glemme Dig? Hvorhen sig Øiet vender,
  Jeg skuer svage Glimt af dine Ynder:
  Din purpurrøde Kind, naar Dag begynder,
  Dit Afskeedsblik, naar Solens Afskeed brænder;

  Som Lilien er din Barm, de hvide Hænder,
  Og Maanen mig dit Øie fromt forkynder;
  Men intet lignes kan i Nord og Sønder
  Ak! ved dit Hjerte, naar man ret det kjender!

  Jeg glemme Dig? nei altfor dybt jeg føler
  I Barmen end den Brand, som intet kjøler,
  Skjøndt du saa grusomt med min Smerte leger:

  Som en Magnet jeg mod min Stjerne peger,
  Du straaler høit, jeg sjunket er i Støvet:
  Du er den røde Frugt, og jeg er — Løvet.
  Kilde: Kalliope

Det korteste digt på siden, Aarestrups «Den rette, dybe Kjærlighed», er let at skrive i et kort – og fra de længere kan du vælge en enkelt strofe, fx en af Carl Plougs fem «Du kommer»-strofer. Er det til et bryllup, finder du flere vers på siden med bryllupsdigte.

Se andre kategorier indenfor digte