Tove Ditlevsen digte
Tove Ditlevsen (Tove Irma Margit Ditlevsen ) voksede op på Vesterbro i København. Allerede som 12 årig var hun godt i gang med at skrive digte. Der skulle dog gå 10 år før hun debuterede med med digtsamlingen ”PIGE-SIND”. Tove Ditlevsen digte afspejler meget af hendes eget liv, netop sorg og skuffelse og svigt. Læs nogle uddag af hendes digte her.
- Angst (1939)
Jeg er vågnet i natten og har tændt lys,
hvorfor – det aner jeg næppe,
dér er vandfadet, dér er den gule væg,
og dér er det brune tæppe. –
Men selv er jeg tvunget og slæbt af sted
over dybe, angstfulde vande,
fordi noget iskoldt og skæbnebestemt
har lagt sig over min pande.Tyst brænder lyset i nattens ro,
kom, nu jeg er vågen, til mig,
og sig, du grusomme, altbeherskende
magt, hvad det er, du vil mig.
Ejer du ikke medlidenhed?
Se, jeg er træt af at kæmpe,
over mig skyller nat efter nat
en angst, som intet kan dæmpe.Er der mon verdenshave af angst,
hvor hver eneste lille dråbe
er bestemt til at dryppe sin gift i mit sind,
til det glemmer at elske og håbe?
Er der da oceaner af angst,
hvor hver eneste lille bølge
er bestemt til at skylle hen over mig
med gråd og gru i sit følge?Måske blev der givet mig evner og kræfter
til mere end jeg kan bære,
så rodløs, så angst og fortvivlet som jeg,
kan kun de dødsdømte være.
Kunne jeg ønske i denne stund,
jeg ønsked mig fri for den gave,
for skal det koste mit liv og forstand,
vil jeg ikke være dens slave.Jeg vågned i natten og tændte lys,
fordi noget ondt har sat sig
fast ved mit hjerte og vokser dér,
til alt smukt of godt har forladt mig.
Jeg ville så gerne sove trygt
med min hånd mod det kølige lagen,
hvorfor tvinges jeg ind i så dyb en nat,
når jeg elsker lyset og dagen? - Og det var en nat (1947)
Og det var en nat som denne,
en nordisk fjern og ung,
og stjernerne så så kloge ud,
og månen var gul og tung.
Og det var den aller første.
Hvor mange kom efter ham?
Jeg bøjede hovedet under hans blik,
forvirret af fryd og skam.
Og hundrede pige romaner
lå gemt i mit lukkede skød:
Så glemte de tid, så glemte de sted,
og synden var sort og sød.
Og hjertet var still eog bange,
og vindende lagde sig blidt,
og hvert lille blad, og hvert lille græs
skælvede ganske lidt.
Men kulden gled stumt gennem skoven,
og vindende blæste igen:
‘Så glemte de tid, så glemte de sted’
-så fandt hun en anden ven.
Hos en eller anden blev jeg,
sådan som det ofte sker.
Mit hjerte ligger på alfarvej,
jeg bruger det ikke mer-
Det var i en nat som denne,
og jeg var vel sytten år-
ligge endnu i det høje græs
min kærligheds røde skår? - Den hemmelige rude (1961)
Min mor og far var glade. Gaden lang
gik de som muntre børn, hinanden nok.
Og det var søndag. Alle fliser sang
af smældet fra min fars spadserestok.
Min mor var ung. Det så jeg aldrig før.
Hun bar sin lyse kjole som til fest.
Hun åbnede Søndermarkens tremmedør,
og lo mod sommerdagens lette blæst.
En lykke steg fra græssets skarpe duft,
fra øl og sodavand og æggemad.
Og håbet dirred i den fine luft:
Min far har glemt sin sorg. Min mor er glad.
Jeg husker ikke nogen dag som den.
En barndom randt. Min far var tavs og grå.
Min mor var altid sorgfuld siden hen
af hemmelige savn, som ingen så
Og kun i mindet finder hjertet fred.
Min mor var ung. Det så jeg aldrig før.
Min far var glad. Og lykken bor et sted
bag Søndermarkens grønne tremmedør. - Til en lille pige (1978)
I krogen bag porten
i Barndommens gade,
den krog hvor der stinker
af øl og urin,
dér stod vi ved murens
beskidte facade
og elskede hele natten
poetisk og fin.
Og siden var alle
tilfældige møder,
hvor vellyst brød frem
gennem hemmelig skræk,
besynderligt farvet
af hjemløs forventning,
af sanseskarp kredsen
om kvalme og bræk. - Det sandeste (1947)
Hvad han hvisker, når han hviler
ved din side, svøbt i duften
af dit lyse hår og gemt i
dine sansers mørke pragt –
hvad hans hjerte råber til dig,
hvad der toner gennem luften,
skal du gemme, tro – og glemme
mest af alt hvad han har sagt.
Og han lyver ikke for dig,
når han hviler ved din side,
når han kysser dine øjenhår
og synker mod dit skød,
når han brænder ord imod dig,
som du aldrig skulle vide,
når han løser alle lænker
af sin længsels unge glød.
Du skal bare ta’ imod det
som et lille dyr i livet,
hed af glemsel, stum af lykke
ved at gro og være til,
du skal åbne dig og grådigt
drikke alt hvad han har givet,
du skal tro på det han hvisker
i det korte, stumme spil.
Men når natten er til ende,
og de pigelige kræfter
ikke mere når hans sanser,
skal du skjule dig igen,
skal du glemme hvad han hvisked,
hvad han græd og længtes efter;
hvis det gør dig ondt at mindes,
skal du glemme det igen.
Men det sandeste i verden
skal du vide, er hans stemme,
når han hviler ved din side,
når han er dig ganske nær,
hvad hans hede læber hvisker,
skal du gemme, tro – og glemme,
det er livets dybe åndedrag,
er drøm og stjerneskær. - For sidste gang (1947)
Når jeg er død,og al verdens lys
går bort i et stjernespor,
skal I lægge mig et sted på en mark
i den brune våde jord.
Ingen kiste skal lukke sit dræbende låg
over det der engang var mig,
jeg vil lytte til fodtrin der kommer og går
på den nære, urolige vej.
Og vinter og sommer skal skiftende gå
forbi i min tusindårsdrøm,
mens ormene kryber ompande og hals
i hårets skørnede strøm.
Men engang vil de komme
med hakke og skovl
og varsom grave mig frem,
og en ung geolog med et blegt, klogt blik
vil måske ta mig med hjem.
Og hans pige der selv er ung og lys
som den næppe vågnede vår,
vil nysgerrigt gysende komme mig nær
og undrende røre mit hår.
Og manden vil holde min hovedskal
i sin fine og fængslende hånd
og føle, hvordan der for sidte gang
går bud mellem stof og ånd.
Og da vil han løfte sit forskerblik
mod de kommende tusinde år,
og en mand vil stryge – for sidste gang
mit lange, lysende hår. - Min nye kjole (1939)
Når kedsomheden plager mig,
og dagene bliver altfor grå,
så smider jeg det gamle kluns
og tar min nye kjole på.
Den hang en dag i en butik
jeg gik derind og købte den,
nu bor den i mit klædeskab,
og er min allerbedste ven.
Min nye kjole er så sød,
frimodig og lidt let på tå,
men den er god at krybe i,
når dagene blir altfor grå. - De evige tre (1941)
Der er to mænd i verden, der
bestandig krydser min vej,
den ene er ham jeg elsker,
den anden elsker mig.
Den ene er i en natlig drøm,
der bor i mit mørke sind,
den anden står ved mit hjertes dør,
jeg lukker ham aldrig ind.
Den ene gav mig et vårligt pust
af lykke der snart for hen,
den anden gav mig sit hele liv
og fik aldrig en time igen.
Den ene bruser i blodets sang,
hvor elskov er ren og fri,
den anden er et med den triste dag,
som drømmene drukner i.
Hver kvinde står mellem disse to,
forelsket, elsket og ren –
een gang hvert hundrede år kan det ske,
de smelter sammen til een. - Angst (1969)
Ulykken er ikke
sygdom og død eller
voldsom forvandling.
Angsten går langt over
tankens yderste grænse.
Ubemærket og farlig som
celler der vokser
lever den i dig og næres
af hverdag og vane.
Ansigter smelter og
løser sig op hvis du ikke
undgår at krænke dem med
dine vidende øjne.
Spejlene vil ikke bruges du
må ikke kende
det som de spejler når
mørket og stilheden kommer.
Stuen du bor i har tynde og
fældende vægge
hårde korte tonefald
rammer som piske.
Ingen forsoning er mulig
gennem hans øjne
stirrer de voksne som ved
du har set de er bange. - Ægteskab (1955)
I generindret lidenskab, vakt ved en mindelse om andre favntag,
en fjern berøring med en kølig hud,
en ukendt kvindes drømmende profil
mod byens neonlys –
eller måske:
ved synet af en ung soldat i toget
med klare øjne, i hvis ro han så
et ganske enkelt sind genspejle sit
og slynge det tilbage ufordøjet,
med al dets gådefulde modenhed –
vendes hans sanser søgende imod mig,
sløret af dunkel trang til at bedrage.
Og jeg, der helt befolker dette hus,
befrugter støvet med en spinkel tanke
af eget liv, og dagligt knæler ned,
fortabt i vage bønner, ved en gulvspands
gult emaillerede og tavse troskab –
betragter skjult hans hemmelige ansigt,
pludselig nøgent, næsten forsvarsløst,
som når naturen generobrer forladte haver:
bare et glimt af en vredagtig ømhed,
vantreven, lønligt aftvunget en legal
kærlighedsdød uden påviselig årsag.
Jeg ser det gå bort, og mindes andre kærtegn
af navnløs sødme, muligt hans engang,
men aldrig mere vækkende min lyst
i andet end erindring, aldrig mere.
Ordløst benægter vi, hævngerrigt, ene,
hinandens evne til at vække vellyst.
Flere uddrag af Tove Ditlevsen digte
Udvalgte Tove Ditlevsen digte
Tove Ditlevsen var en stærk og markant personlighed indenfor den litterære verden. Hendes værker afspejler sorg, skuffelser og svigt. Skulle man analysere hendes digte vil man også kunne drage en parallel med hendes eget liv. Forældrenes manglende omsorg og kærlighed gav hende den psyke, og tankegang der skulle til for de mange og smukke værker. Hendes turbulente liv var også det der tog livet af hende. Med flere skilsmisser, psykiske problemer og stofmisbrug tog hun sit eget liv i 1976.
